præsentation af mig
Mit navn er Naomi, og jeg driver klinikken Dans med vinden i Erritsø Sundhedshus. Jeg har en kandidatgrad og fortsætter med at udvikle mig fagligt gennem min psykoterapeutuddannelse. Som en del af min praksis under uddannelse tilbyder jeg samtaleforløb til voksne i klinikken.
Til daglig arbejder jeg som familiekonsulent i kommunen, hvor jeg tilbyder terapeutiske samtaler til børn, unge og forældre og det er netop relationer, udvikling og menneskers indre liv, der optager mig i mit arbejde. Derudover er jeg frivillig aktivitetsleder i Qnet – Røde Kors, som tilbyder støtte og aktiviteter for kvinder, der har været udsat for vold.
I klinikken lægger jeg vægt på at skabe et trygt, roligt og tillidsfuldt rum, hvor du kan være dig selv og blive mødt med nærvær, respekt og nysgerrighed. Jeg har en særlig interesse i at arbejde med mennesker, der føler sig fastlåste eller har været mærket af livet på forskellige måder – det kan være tidligere traumer, meningsløshed, identitetskriser eller udfordringer i relationer. Jeg tror på, at vi alle har potentiale til at leve et fuldt og meningsfuldt liv, når vi får indsigt i os selv og vores mønstre.
Privat har jeg en sidekick, som har været min partner i 19 år, og sammen har vi tre eventyrere.
Jeg arbejder ud fra en holistisk tilgang, hvor jeg ser på dig som en helhed – krop, sind og sjæl. Jeg tror på, at alle dele af dig hænger sammen, og at balancen mellem dem er vigtig for dit velvære.
Jeg glæder mig til at møde dig og til sammen at opdage, hvilke veje, der kan åbne sig for dig, så du kan leve dit liv fuldt ud.
Hjerteligt, Naomi