Lader du dine triggere styre dit liv?

Triggere og skyggesider – Vejen ind til større selvbevidsthed 

Okay, let’s do this! Jeg vil gøre mit bedste for at gøre emnet forståeligt, men håber, du vil hænge i – selv når det bliver lidt tungt. Det er en stor opdagelse at lære sine triggere at kende og måske lærer du en eller to ting om dig selv. 

Har du nogensinde mærket vrede eller frustration over noget småt – en skarp kommentar, en afbrydelse, eller tavshed? Det kan føles som deres skyld, men hvad nu hvis det aldrig har handlet om dem? Hvad nu hvis den reaktion er din nøgle til at forstå dig selv på et dybere plan? Dine triggere er ikke bare irritationer – de er invitationer til vækst.

Er du klar til at dykke lidt dybere?

Dine triggere handler om dig! Når vi bliver trigget, får vi muligheden for at kigge indad og opdage noget vigtigt om os selv.

Hvad er en trigger?

Der findes både positive og negative triggere, men lad os tage et kig på de negative triggere. Triggere er reaktioner, vi får, når noget vækker stærke følelser – det kan være vrede, irritation, sorg eller angst. Når vi reagerer kraftigt på en trigger, er det ofte et tegn på, at noget ubevidst i os bliver konfronteret – noget, vi ikke har bearbejdet, anerkender eller har accepteret i os selv.

Hvorfor bliver vi trigget?

En vigtig pointe ved triggere er, at de er dybt personlige. Det der trigger dig, trigger ikke nødvendigvis en anden. Det skyldes, at triggere udspringer af vores unikke baggrund, erfaringer og følelser. Triggere kommer fra den måde, vi har lært at håndtere livet på. Vores opvækst, værdier og selvbillede former de følelser og reaktioner, vi har i dag. Når vi bliver trigget, er det ofte gamle konflikter eller følelser – vores skyggesider – der bliver aktiveret.

Så kommer vi til det spændende stof – skyggesiderne.

Hvad er en skygge?

Skyggen er de dele af vores personlighed, som vi undertrykker eller fornægter – med andre ord, sider vi ikke ønsker at erkende eller acceptere. Ofte gør vi det, fordi vi ikke vil identificere os med dem (f.eks. vrede, egoisme eller svaghed). Det kan være sider af os selv, som vi ikke måtte være, da vi var børn.

Skyggesider bliver ofte formet i barndommen

Skyggen er en dynamisk del af os, som formes både af tidlige barndomsoplevelser og senere livserfaringer. Men skyggesider bliver ofte formet i barndommen, fordi det er her, vi først begynder at lære, hvad der er “acceptabelt” og “uacceptabelt” i vores omgivelser. For at få kærlighed, tryghed og accept fra forældre, lærere eller andre autoriteter tilpasser vi os deres forventninger.

Hvis vi viser sider af os selv – som at være højlydte, vrede, følelsesladede, sårbare, vilde m.m. – og får at vide, at det er “forkert” eller uønsket, begynder vi at gemme disse sider væk. Vi skruer ned for dem, fordi vi lærer, at det er sådan, vi kan blive accepteret.

Disse sider forsvinder dog ikke. De bliver en del af vores skygge, som ligger i det ubevidste. Som voksne kan disse undertrykte sider vise sig, når vi møder nogen, der åbent udtrykker de kvaliteter, vi selv har fornægtet.

Hvordan trigges skyggen?

Når du møder nogen, der udstråler de træk, du selv har undertrykt – f.eks. nogen der siger hvad de har på hjertet uden et filter, nogen der sætter grænser m.m. – kan det vække irritation eller vrede i dig. Men i virkeligheden handler det ikke om dem, men om, at deres adfærd spejler noget i dig, som du ikke giver plads til.

Når du bliver trigget er det en af dine skyggesider som bliver trigget. Din reaktion som irritationen, vrede eller misundelse er et signal om, at der er noget i dig, du har skubbet væk, men som stadig længes efter at blive anerkendt.

Så hvad trigger dig?

For at finde ud af, hvad der trigger dig, kan du begynde at se dine reaktioner som små ledetråde. Når du føler en stærk følelse som irritation, vrede eller jalousi, så betragt det som en mulighed for at lære noget om dig selv. Det er her, du kan finde de skjulte sider af dig, som kan hjælpe dig med at vokse og forstå dine dybere behov.

Trigger det dig, hvis nogen ignorerer dine beskeder? Hvis nogen siger nej til dig? Når nogen prøver at bestemme over dig eller fylder for meget? Hvis nogen taler ned til dig eller kalder dig noget grimt?

Eksempler på triggere og skygger

Her er nogle typiske eksempler på triggere og de underliggende skyggesider:

  1. Vrede som skygge
    Bliver du vred, når nogen kritiserer dig? Måske gemmer der sig en frygt for ikke at være god nok.
  2. Kontrolbehov som skygge
    Har du svært ved at give slip på kontrol? Det kan udspringe af en frygt for at miste eller føle dig magtesløs.
  3. Konfliktskyhed som skygge
    Undgår du konflikter for enhver pris? Måske frygter du afvisning eller kritik, hvis du udtrykker dine behov.
  4. Perfektionisme som skygge
    Stræber du efter perfektion? Det kan dække over en frygt for at fejle eller ikke være god nok.
  5. Overdreven selvstændighed som skygge
    Nægter du at bede om hjælp? Det kan handle om en frygt for at være afhængig eller sårbar.

Sådan Arbejder Du Med Triggere og Skygger

  1. Observer uden at dømme: Når noget vækker en stærk reaktion i dig, så læg mærke til det, uden at vurdere, om din reaktion er “forkert” eller “overdrevet.”
  2. Undersøg følelsen: Spørg dig selv: Hvad ved denne situation rammer mig? Minder det mig om noget fra fortiden?
  3. Forbind punkterne: Tænk på, om lignende situationer eller typer mennesker ofte påvirker dig på samme måde. Det kan give et mønster, der peger på dine triggere.

At blive bevidst om dine triggere og skygger er som at finde nøglerne til et mere autentisk og frit liv. Det kræver mod, men på den anden side venter en større forståelse af dig selv og dine relationer!

Og kan jeg være ærlig omkring noget? Arbejdet med sig selv er ikke altid nemt. Det kan være fucking frustrerende, grimt, rørende, hårdt, sårbart og råt. Men bag al den nye indsigt og selvbevidsthed findes der mere frihed, en lethed, mere balance, glæde og en mere autentisk version af dig selv.

Dit liv og din rejse mod at lære dig selv bedre at kende er ikke en opgave, der skal løses, men en rejse, der varer livet ud – en rejse, der byder på både stille vinde og stormfulde perioder. Gennem bevidsthed kan du finde en indre styrke og finde balancen, selv når du står midt i livets udfordringer. Udfordringer vil du stadig møde, men din tilgang til dem vil ændre sig. Du vil møde livet og dine relationer med mere ro og overskud, og din reaktion på udfordringer vil blive mere balanceret og konstruktiv.

Er du klar til at kigge på dine triggere og skygger?
Har du nogen spørgsmål eller bare brug for at snakke lidt og høre hvordan terapi kan hjælpe dig, så hold dig endelig ikke tilbage i at tage kontakt. 

Kom godt i gang med at opdage dig selv – og husk – det er helt okay at grine af dig selv undervejs.

Hjerteligt, Naomi 

Similar Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *